Forskellig sexlyst i parforholdet

Forskellig sexlyst i parforholdet

Der er to typer lyst: Spontan lyst og responsiv lyst.

Mange par oplever udfordringer med forskellig sexlyst, og det kan skabe store problemer i parforholdet. Det er vigtigt at forstå, at der findes to former for lyst. Mange mænd har spontan lyst, hvilket nogle kvinder også oplever, især i forelskelsesfasen. Men over tid vil omkring to tredjedele af kvinder skifte til det, der kaldes responsiv lyst. Denne type lyst kræver mere tid, opmærksomhed og følelsesmæssig kontakt. Det handler ikke kun om at have sex for sexens skyld, men fordi man følelsesmæssigt vil hinanden. Først herefter kan lysten til selve akten opstå.

Når disse to forskellige former for lyst mødes, kan det føre til misforståelser. Den ene part kan føle sig afvist og utilstrækkelig, mens den anden part føler sig presset og også ender med en følelse af utilstrækkelighed. Begge parter kan stå tilbage med de samme følelser af forkerthed og manglende bekræftelse, men uden at forstå, at de psykologisk fungerer forskelligt. Ved at skabe en fælles forståelse af disse dynamikker kan man lettere arbejde med dem – men det kræver, at begge parter er villige til at tage fat på det.

Det er afgørende at forstå, hvad der tænder lysten hos den enkelte, og hvad der skaber lysten til overhovedet at have lyst.

Derudover kan det være nyttigt at være nysgerrig på, hvad sex betyder for begge parter. Hvilken betydning har sex for dig, og hvilken betydning har det for din partner? Ved at få en dybere forståelse for overgangen fra spontan til responsiv lyst kan man måske føle sig mindre forkert. Mange tror måske, at de er de eneste, der ikke har lyst, men fysiologisk set er der blot sket en forandring. Ved at arbejde med og forstå den responsive lyst, kan den føles mere spontan med tiden.

Pligtsex er en stor dræber for ægte sexlyst og kan ødelægge den sidste gnist, der måske er tilbage. Derudover kan selvbebrejdelse opstå, hvis man føler sig utilstrækkelig i sin krop eller ikke kan følge med. Tankemylder kan tage over, og det forstærker udfordringen.

Ved at forstå disse parametre, og hvilken type sexlyst I hver især har, kan I skabe en strategi, der passer til netop jeres parforhold, så I kan opnå det sexliv, I ønsker. Det handler om at forstå hinandens seksualitet og at gøre mere af det, der virker for begge, uden at tvinge noget, der ikke fungerer. Det er et fælles ansvar.

Selvom man ikke kan kontrollere sexlysten direkte, kan man nærme sig den ved at pleje og nære den med positive oplevelser, som måske kan få den til at blomstre. Gå på opdagelse sammen, nyd at være kærester og genopdag hinanden. Udforsk jeres seksualitet sammen.

Hvis du/I synes, det er svært at komme i gang, er du/I velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale, så kan jeg hjælpe dig videre.

Rul til toppen